Motionsmekka åbner i Herning
DGI-huset Herning slår dørene op til masser af idrætsaktiviteter fra lørdag den 4. december – det skal få flere til at blive aktive og give nye idrætsoplevelser, håber formanden for DGI
Borgerne i Herning får en tidlig julegave, når DGI-huset Herning lørdag den 4. december slår dørene op til et veritabelt motionsmekka.
Det centralt beliggende DGI-hus rummer et stort vandkulturhus, faciliteter til fitness, wellness og et hotel. Dertil kommer en café, hvor brugerne i fællesskab kan slappe af.
”DGI arbejder aktivt på at forny og modernisere idrætsfaciliteter, så de svarer til de ønsker og behov, som danskerne har til at bevæge sig og være aktive.
DGI-huset Herning er netop et bud på, hvordan vi som organisation kan bidrage til, at det bliver muligt, og jeg håber, det vil blive godt modtaget af brugerne og borgerne i Herning,” siger formanden for DGI, Søren Møller forud for åbningen af DGI-huset Herning.
”DGI arbejder for, at flere danskere bevæger sig og er aktive i hverdagen, men det forudsætter, at såvel kommuner som idrætsforeninger indstiller sig på, at det kræver mere fleksible faciliteter. Herning Kommune har vist vejen med sin støtte til DGI-huset Herning, og det vil jeg gerne kvittere for,” tilføjer Søren Møller, der også retter en tak til Lokale- og Anlægsfonden for at have bidraget væsentligt til byggeriet.
Udover de mange muligheder for fitness – herunder en klatrevæg – får foreningslivet i Herning Kommune også mulighed for at bruge faciliteterne til glæde for deres medlemmer.
DGI har tidligere været involveret i byggeriet og driften af lignende faciliteter. Det mest kendte er DGI-byen i København, men senere er der også kommet DGI-huset i Århus, DGI-huset Vejle og – senest – DGI-HUSET i Nordkraft i Aalborg.
Læs mere om
DGI-huset Herning.
Yderligere oplysninger:
Søren Møller, formand DGI: 23 28 02 34
Søren Brixen, direktør DGI: 24 63 11 15
Af Kim VejrupEjer: Kommunikationsafdelingen